Et tilbageblik på året der gik

- december 20, 2021

2021 lakker mod enden, og selvom vi igen i år måtte affinde os med en global pandemi, kan vi i 3stepIT Danmark glædeligvis se tilbage på et år, der bedst kan beskrives med ét ord: vækst.

 

2021 blev året, hvor hjemmearbejde for alvor blev etableret som en fast del af det at gå på arbejde. Mens flere virksomheder sidste år anså hjemmearbejde som en nødvendig del af lockdownen, fik flere virksomheder i år øjnene op for dets positive effekt på medarbejdernes trivsel og produktivitet. Således har flere virksomheder nu gjort hjemmearbejde til en fast mulighed ved siden af det at arbejde fra kontoret. En fleksibilitet som også 3stepIT i dag praktiserer.

 

Hjemmearbejdet har øget efterspørgslen efter mobilt IT-udstyr, og en undersøgelse fra 2020 viste, at op mod 84% af alle virksomheder så et øget behov for at anskaffe nyt IT-udstyr, som konsekvens af hjemmearbejdspladserne. Men pandemiens mange lockdowns trækker fortsat et spor i sandet, idet mange producenter af bl.a. IT-udstyr kæmper med en mangel på mikrochips. Det har givet et mindre udbud af produkter, og mange leverandører har derfor kæmpet med forsyningsudfordringer og forsinkede leverancer. Dette til trods har både 3stepIT og vores partnere haft et flot 2021, hvor samarbejde og vedholdenhed igen i år har præget billedet.

 

Det private erhvervsliv vægter grønne tiltag i højere grad

Trods de mørke skyer, som Covid-19 har bragt over verden for andet år i træk, så anes der et lys, når snakken falder på den cirkulære økonomi. Selvom pandemien fortsat præger virksomhederne, har ønsket om cirkulær økonomi og en mere grøn fremtid ikke været glemt. Vi ser fortsat en øget interesse blandt vores kunder om at tage del i den grønne omstilling ved hjælp af vores Technology Lifecycle Management-løsning. Særligt de private virksomheder vægter grønne løsninger højt, og vi ser, at også de offentlige administrationer så småt følger trop, selvom pris og økonomi, ud fra traditionelle betragtninger, fortsat ofte anses som en topprioritet hos kommunerne, hvilket skyldes retningslinjer fra bl.a. SKI. Det omtalte Børsen bl.a. i starten af december.

 

Lad 2022 blive året, hvor vi får endnu flere – private såvel som offentlige – med i kampen for klimaet.

 

I år har vi gjort det lettere for vores kunder og andre interesserede at opgøre CO2- og E-affaldsbesparelserne for deres IT. I efteråret lancerede vi vores nye og opdaterede miljørapport, som tilbydes til eksisterende kunder. Men som en ny feature tilbyder vi nu også, at enhver virksomhed, der ønsker at kvantificere miljøpåvirkningen af virksomhedens IT-udstyr, kan afprøve vores gratis Bæredygtighedsberegner. Det er begge tiltag, som vi er stolte af at kunne tilbyde markedet, så vi får sat endnu større fokus på IT-udstyrs miljøpåvirkning.

 

Fortsat vækst i 3stepIT

I 2019 kunne vi præsentere vores joint venture samarbejde med en af Europas førende leasingselskaber, BNP Paribas Leasing Solutions. Siden da er vi blevet aktive i seks europæiske lande (Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland og Storbritannien), og planen er at etablere os i endnu flere europæiske lande for dermed at styrke vores internationale profil og hjælpe vores kunder og partnere. En status for 2021 viser, at joint venture-selskabet har vind i sejlene og formår at udbrede budskabet om Technology Lifecycle Management til Europas virksomheder.

 

Også hos 3stepIT i Danmark var nøgleordet ’vækst’. Vi har kunnet byde yderligere 3 kollegaer velkomne i nye roller og runder nu 23 ansatte. Investeringen i nye folk understøtter den vækststrategi, der er lagt for vores forretning, hvilket også kommer til udtryk i den årsomsætning, vi lander på. Allerede i midten af november tangerede vi hele sidste års omsætning, så 2021 vil blive et rekordår på alle parametre for os i 3stepIT Danmark, hvor vi kan runde 400 mio. kr. i omsætning.

 

Der er store forventninger til det kommende år, og vi har en forhåbning om at ramme endnu et rekordår med yderligere vækst. Lad 2022 blive året, hvor vi endegyldigt giver slip på Covid-19 restriktioner og hvor både private og offentlige virksomheder i endnu højere grad vægter bæredygtighed som parameter i den IT-løsning, som tilvælges.

 

I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.

 

 

 

Tilbage til blogs
Del på de sociale medier
Læs mere

Relaterede artikler